Bamsen i træet

11-03-2021 14:23:56

Trykt i Information 22.jan. 1999

Bamsen i træet


Det berlingske våbenskjold rummer en skjult mening

Fra vor egen verden
Vi digtere er et meget sensibelt og følsomt folkefærd. Når vi stilles ansigt til ansigt med den rene, uforfalskede stupiditet, så sætter vi os hen i et hjørne af stuen og skriver et poem for at komme til hægterne. Som nu forleden dag, da jeg slog op i Encyklopædien for at finde ud af hvem der var ophavsmand til Berlingske Tidendes våbenskjold, og da ser at leksikonnets brugere spises af med det rene sludder. Det må vi kunne gøre bedre, mumler jeg, deraf de følgende bemærkninger. Men først må vi hellere få overstået digtet, som er på latin:

At bonus cur
dat dicas fur

At det er et digt, kan der ikke herske tvivl om: det rimer jo. Endda både fortil og bagtil. Et versemål er der også, med tryk på hveranden stavelse. Og ordene står endda i stram alfabetisk rækkefølge. Det er sgu da kunst, så det basker!
Nu skal et digt jo helst have et indhold. Det er også i orden. Direkte oversat står der: “Men hvorfor giver den gode tyv retssager?" Det vil sige: hvordan kan det gå til at den skikkelige tyveknægt ender for en dommer?
Vi går videre til den berlingske tegning.

Plyslevende
Her optræder nemlig 'den skikkelige tyveknægt' lyslevende, ja nærmest plyslevende. Der er en stemning af Peter Plys: en lille bamse er ad en stige klatret op i et æbletræ for at mæske sig. Det hentydes der til i bannerets devise: “Med henblik på frugterne bestiger han vanskelighederne." Denne pointe har leksikonfusmagerne totalt misforstået.
I sin nuværende form er tegningen ikke gammel. Den blev for en menneskealder siden frisket op af Gunnar Biilmann Petersen, der var professor ved Kunstakademiet. Han var en spøjs fætter, som jeg tit mindes med fornøjelse.
I tresserne boede vi begge en vinter på Det Danske Akademi i Rom og så en hel del til hinanden. Vi spiste frokost hver dag på en ydmyg restaurant, hvor et fladbarmet fruentimmer med fornavnet Fortunata fistrede rundt mellem de høvlede træborde. Biilmann var en mand af principper: han havde besøgt Italien mere end 30 gange, men aldrig indtaget så meget som én portion spaghetti. “En vulgær form for melspise," vrissede han.
Om formiddagen gik vi tur i byen. Akademiet lå dengang centralt, nær Piazza Navona. Vi mødtes i en fælles interesse for latinske indskrifter. Han studerede bogstavernes former, og jeg oversatte teksterne. Sprog var nemlig ikke hans stærke side.

Besparelse på 1.400 lire
Han var en lille indtørret mandsling. Hvilket, som han en dag betroede mig, ved én bestemt lejlighed var kommet ham til nytte.
“Se nu bare, hr. student, alle de biler, der står og fylder op og ødelægger hele byen," vrissede han. “Jeg har kun én gang haft nytte af sådan en parkeret vogn." Pligtskyldigst svarede jeg: “Hvordan det, Biilmann?" for jeg kunne mærke at han lagde op til en af sine utallige anekdoter.
“Jo, ser De, hr. student. Jeg kommer tilfældigvis spadserende hen ad gaden, da der pludselig overkommer mig sådan en forfærdelig tissetrang, og naturligvis ikke et lokum i miles omkreds. Så jeg stiller mig altså ind mellem to biler og lader mit vand. Men så kommer der pludselig en politibetjent, en af dem med hjelme, og påstår at jeg har krænket den offentlige blufærdighed. Og lige på stedet giver han mig en bøde på 2.000 lire."
Det beløb kunne man dengang med nød og næppe få et spartansk måltid for hos Fortunata, så jeg var ikke imponeret af summen; men det var Biilmann.
“Det ville jeg selvfølgelig ikke finde mig i," gnæggede han, “så jeg knappede op igen og hev kalorius frem. Og så sagde jeg til fyren: 'De kan nok forstå at sådan et lille stykke ventilgummi som jeg har mellem benene, det kan sgu aldrig komme til at koste to tusind lire.' Det kunne han jo godt indse, så han nedsatte bøden til 600 lire. På den måde tjente jeg 1.400 lire."
Konklusionen kom med stilfærdig, men formanende triumferen, som om det var en opskrift på hvordan man kunne grundlægge en større formue.
Vi pedanter kan aldrig nære os, så jeg spurgte stilfærdigt: “Hvad for et sprog snakkede De egentlig med betjenten, Biilmann?" Han bjæffede: “Det kan være lige meget. Når man víl gøre sig forståelig, så kán man også."

Fire ingredienser
Hvilket er såre korrekt, og bekræftes af ophavsmanden til våbenskjoldet. Dette består nemlig ikke af blot to ingredienser - billedet og devisen - men af hele fire.
Den første af disse er et SIGNAL, som udgøres af de fire forbogstaver i devisens ord. O FAS, står der, hvilket betyder 'åh retfærdighed!'. Derudover er der en overtekst, nemlig den på banneret (ob fructus ardua scandit). Men der er så sandelig også en undertekst, bestående af helt de samme bogstaver som overteksten, blot i en forskellig anordning (vort lille digt: at bonus osv.). Og så er der altså billedet.
Hvordan man kommer fra overteksten til underteksten? Som med alle taskenspillerkunster er det blot et spørgsmål om elegant håndelag. Første betonede stavelse (fruc) rummer i sig de to rimord. Når man først har analyseret dem frem, giver resten sig selv.
Hermed ender min kortvarige poetiske karriere. Mit lille digt er et plagiat, nemlig af den undertekst, der indgår i det samlede våbenskjold, og som hidtil er forblevet ubemærket.
Hele konglomeratet giver kun mening dersom man antager at den berlingske familie på grund af geskæftig emsighed har været inddraget i nogle retssager, som man dog er kommet ud af nogenlunde helskindet.
Den kunstner som har forfærdiget våbenskjoldet, har villet give familien (Bär-ling = lille bjørn) et lille hib med på vejen, og det har han gjort ved at lave et kunstnerisk produkt som changerer mellem subtil ironi og lidt mere håndfast - for ikke at sige: perfid - sarkasme.