Ørnen på Frue Plads

27-02-2021 19:45:31

Trykt i Universitetsavisen 3.febr. 2000

Ørnen på Frue Plads

Over døren ind til Københavns Universitets gamle hovedbygning sidder som bekendt en ørn, travlt beskæftiget med at glo. Den skuer det himmelske lys, hedder det sig i den vedføjede latinske indskrift: coelestem adspicit lucem. Det har den gjort siden 1836. Den blev nemlig sat op i anledning af 300-års jubilæet for den lutheranske reformation.
Men fuglen og indskriften har ikke altid været tæt forbundne. Ørnen er så at sige kommet med på afbud. Den latinske tekst er forfatttet af teologiprofessoren Matthias Hagen Hohlenberg (1797-1845), og man har en redegørelse fra hans hånd om at han sled i det med sagen (gengivet i opslagsværket Bevingede Ord). Hvordan kan man være lang tid om at formulere en enkelt sætning på bare tre ord? Det kan man hvis resultatet skal være kunstnerisk perfekt.
Den oprindelige version er på hele seks ord og lyder sådan: Sublimia petens ingenium coelestem adspicit lucem "tanken der søger det ophøjede, skuer det himmelske lys". En ganske køn formulering, dog ikke uden et anstrøg af det banale. Men ikke ét ord om ørnens himmelflugt eller dens skarpsyn. Til allersidst nøjedes han altså med den korte udgave. Og den er der noget mærkeligt ved.
Den rummer nemlig flere tilfælde af noget man fristes til at kalde for sprogfejl.

Et raffineret åndsprodukt
På latin skal et udsagnsord helst stå sidst i en sætning, og et tillægsord kommer oftest lige bag efter det substantiv det hører til. Begge regler er overtrådt her. Det er dog i sig selv ikke særlig graverende. Der findes masser af undtagelser i oldtidens latinske litteratur, som jo er senere tiders stilistiske rettesnor.
Det normale ord for himmel på klassisk latin er caelum, og det tilsvarende adjektiv er derfor caelestem. Formen med oe er ikke helt ukendt, men den skyldes en let gennemskuelig fejl (sammenblanding med det græske ord koilon, der betyder 'det dybe'). Hohlenberg var ikke blot teolog, men også sprogforsker, han må derfor have været helt på det rene med dette forhold. Hvorfor så bruge en skrivemåde der i bedste fald kan siges at være aparte?
Noget lignende gælder udsagnsordet. På latin assimileres forstavelsen ad til et efterfølgende s (selve ordet assimilation rummer faktisk et eksempel herpå!). Den korrekte form er aspicit (jævnfør fremmedordet aspekt). Hvorfor så putte et overflødigt d ind?
Især da dette d er forstyrende også på en anden led. Epigrafk er ikke mindst en æstetisk lære om hordan man mest elegant placerer et overskueligt antal bogstaver på et afgrænset område. Havde Hohlenberg skrevet aspicit, ville ordenes bogstavantal have været 9 - 7 - 5, altså et 'pænt' system. Hvorfor foretrække en ukorrekt og uskøn form når den korrekte formulering ville have været meget smukkere? Det kan kun skyldes én ting: at bogstavet d har en væsentlig funktion i anden henseende.
I første omgang muligvis som fyld. Udtaler man de tre gloser med tryk på sidste stavelse, vil man opdage at rytmen forekommer ejendommeligt bekendt. Coelestém adspicít lucém liyder ligesom Kjøbenhavns Universitet, har lige så mange stavelser og lige så mange bogstaver, foruden at første stavelse udtales ens. Kan det tænkes at Hohlenberg har ville smugle en lydlig association til lærdomsanstalten ind i sin tekst?
Det kan det i høj grad, for han har gentaget kunststykket på en måde der kun kan karakteriseres som genial flabethed. Det kan man se ved at fremhæve visse af tekstens vokaler: cOelEstEm AdspIcit lucEm. De samme vokaler i samme rækkefølge optræder i hans eget navn: Hohlenberg Matthias Hagen med samme fordeling af stavelser på ord. Det er lykkedes ham gennem lydlige associationer ikke blot at bringe en hilsen til indskriftens modtager, men også til at markere dens afsender! Her har man altså forklaringen på ordenes ejendommelige rækkefølge.
Men dermed er det også givet at denne tekst, så kort den end er, rummer nogle tilfælde af hvad man kalder for eksterne styringsmekanismer, nogle hidtil oversete 'skjulte' ord. Den er anden og mere end bare en velment banalitet, snarere et særdeles raffineet åndsprodukt.


En studentikos vittighed
Når man først har indset at teksten er andet end hvad den giver sig ud for, er det let at indkredse en yderligere mærkværdighed, der ellers ikke er umiddelbart synlig, nemlig at den er opbygget symmetrisk. Igen trækker vi nogle specifikke bogstaver frem: coelesTEM adsPicit LUceM. Bag teksten gemmer der sig glosen tenplum (= tempel, kirke). Første ord leverer første stavelse, det midterste ord leverer det midterste bogstav, sidste ord sidste stavelse.
Dermed har man nøglen til den samlede indskrift. Den er et anagram (en bogstavombytning) af en ytring bestående af fem latinske ord. dei ecce scola sit templum. Dette udsagn kan aflæses på flere forskellige måder. En af mulighederne er: ecce scola, Dei sit templum, "her er en skole, den skal være et Guds tempel". En anden lyder: ecce templum, Dei sit scola, "her er en kirke, den skal være en Guds skole". Ørnen sidder ganske vist på universitetet; men den kigger over på domkirken, så meddelelsens tvetydighed er utvivlsomt tilsigtet. Det samlede budskab er at fromhed og lærdom er to sider af smme sag, just hvad man kunne forvente sig af en højlærd teologisk professor.
Hvad man deri md ikke kunne forvente sig er at det også er lykkedes ham at indarbejde en lille studentikos vittighed i sin tekst. Universitetet benævnes ikke sjældent Alma Mater. "den nærende moder". Det hentydes der til med de tre ords forbogstaver, som danner et anagram af det latinske ord for mælk, lac, altså kundkaben anskuet som livgivende væske.
I tekstens udeladte førstelinje danner de tre forbogstaver på samme måde et dansk anagram som beskriver hvad der senere bliver af denne åndelige ernæring.
Hohlenberg var svoger til universitetets arkitekt Peder Malling. Det er nok derfor han har fået opgaven. Hverken som forsker eller lærer har han sat sig mærkbare spor. Men lige netop på det ordækvilibristiske felt har han absolut ikke været tabt bag af en vogn. Til den slags har han åbenbart væet en ørn.


Kommentar
Hohlenberg fuldendte sit værk med endnu en privat joke: han tog navneforandring, udskiftede nemlig Matthias med Mathias. Derved kom han ned på samme antal bogstaver som teksten, 22. Dette tal opfattes i visse kredse som helligt, fordi så mange bogstaver er der i det hebraiske alfabet. Til gengæld afstedkom dette skifte store kvaler for hans sene efterfølger i embedet, Leif Grane (1928-2000), da denne skulle lave navneindeks til jubilæumsværket Københavns Universitet 1479-1979, som jeg var medarbejder ved. Han havde svært ved at acceptere en københavnsk professor tilsyneladende ikke kunne stave til sit eget navn; men jeg kunne berolige ham med at der var en mening i galskaben.