Koks og knas

18-04-2021 21:09:32

K.K.K.K.

Forkortelsen står for Københavns Kommunes Kaotiske Kontoriusseri, et fænomen jeg har fået så betydelig indsigt i at jeg gerne vil delagtiggøre offentligheden i mine erfaringer. Det er jo muligt at visse læsere kan berette om lignende tildragelser, så at publikum kan danne sig et realistisk billede af situationen hos de myndigheder man kan være så uheldig at komme i kontakt med. Stikordet i mit tilfælde er ældrepleje, noget der henhører under borgmester Ninna Thomsens ressort. Historien har ikke mindst været en odysssé præget af mærkelige oplevelser af sproglig art. I så høj grad at den muligvis kan bruges i universiteternes undervisning i faget retorik som afskrækkende eksempel på miserabel kommunikation.

Men lad os begynde fra en ende af, nemlig baglæns. I slutningen af september modtog jeg en mail fra ”Københavns borgerrådgiver”. Den var underskrevet af en dame, der præsenterede sig som ”jurist”, og begyndte med dette ejendommelige udsagn: ” Borgerrådgiveren har modtaget Deres hevnendelse af 21. september 2011.” Nu findes der som bekendt noget der hedder Retskrivningsordbogen. Slår man op i den, vil man erfare at et ord af dette udseende ikke findes på dansk. Og man behøver såmænd ikke engang at umage sig op fra sin kontorstol og gå hen til bogreolen, for ordbogen eksisterer i en elektronisk udgave på internettet. Endelig har man jo den mulighed, hvis man ikke behersker sit modersmål i alle detaljer, at slå computerens stavekontrol til. Det ville også have kunnet hjælpe her. Som aktiv sprogforsker og publicist gennem et halvt århundrede har jeg et ganske godt øje for sproglige problemer af meget forskellige slags. I dette tilfælde lyder diagnosen simpelthen på intellektuel dovenskab.



Længere nede i skrivelsen optræder endnu en ejendommelighed: ”Hvis ikke jeg hører fra Dem inden 4 uger, foretager jeg mig ikke yderligere.” Fortsættelsen lyder: ”Jeg foretager ikke yderligere medmindre du retter henvendelse på ny.”

Den indholdsmæsige forskel mellem de to sætninger kan være svær at få øje på; men den grammatiske er tydelig nok. Det ene øjeblik er den totalt ubekendte dame Des med mig, det næste dus. Hos min yndlingsforfatter Vergil optræder i hans store værk Æneiden en dronning, der dør af ulykkelig kærlighed til hovedpersonen Æneas. Han tiltaler hende konsekvent som Dido. Måske er det noget lignende der har foresvævet skrivelsens ophavskvinde. Som tydeligt nok ikke er nogen ørn til at udtrykke sig skriftligt; men så har hun sikkert andre gode egenskaber: ”Jeg forventer at blive jurist juli 2010, tidl. socialrådgiver. Jeg er god til at lave mad også under primitive forhold, jeg er et fleksibelt, varmt og imødekommende menneske.” Der hentydes til at hun i mellemtiden har bestået en bachelor-eksamen i faget. Titlen jurist er åbenbart ikke beskyttet og derfor ikke forbeholdt cand.jur.’er. Det skulle man ellers tro ud fra den definition der optræder i Den Danske Ordbog (som også findes på nettet): ”person som har en universitetsuddannelse i jura, og som arbejder med juridiske spørgsmål, fx som advokat eller dommer, eller i et ministerium, akademisk grad: cand.jur.” Nå, fred være med hende

Forhistorien er ganske kuriøs og lærerig. Den minder stærkt om en kriminalnovelle. Sådanne historier kan være ret underholdende at læse, men er det i noget mindre grad når man selv er inddraget. Det hele startede med at jeg for cirka to år siden pludselig blev indlagt på et hospital, fordi jeg var faldet halvvejs bevidstløs om på gaden. På sygehuset lå jeg i lang tid med enorme smerter, som blev dulmet med en masse medicin. Lægerne kunne ikke stille nogen diagnose ud over at det var en ”ukendt virus”. Lidt fastere grund under fødderne fik jeg, da en udenlandsk efterretningsofficer, som jeg kender i anden sammenhæng, fastslog at det nok drejede sig om hundegalskab (rabies), en sygdom som han er stødt på under sine besøg i diverse nærorientalske fangelejre. Eftersom tilfældet brød ud kun to måneder efter mit seneste besøg i Tyrkiet, hvor denne sygdom langtfra er ukendt, omend den som så meget andet dér i landet helst ikke skal omtales offentligt, virkede det ikke ganske usandsynligt. En medicinsk professor fra Københavns Universitet, som jeg også har kontakt med, påstår imidlertid at det kan der ikke være tale om. Lige nu kan det sådan set også være ligegyldigt. For en skønne dag forsvandt sygdommen pludselig fra det ene øjeblik til det andet. Jeg har ganske vist ikke fået min førlighed tilbage og kan derfor kun bevæge mig i kørestol. Men udskrevet blev jeg altså, og dermed begyndte et nyt kapitel i mit lange liv (man er 71 år gammel).

Jeg blev i ambulance 4. oktober 2010 kørt til et plejehjem på Vesterbro. I forvejen var min hidtidige lejlighed blevet tømt og møblerne installeret dér. Rydningen skulle egentlig have været overvåget af en kommunal medarbejder (socialrådgiver), men blev det ikke. Denne tjenstlige forsømmelse har afstedkommet en langstrakt misere, som nu har varet i et helt år. Hvis den pågældende havde opfyldt sit løfte, ville artiklen her aldrig have set dagens lys.

Omend jeg endnu havde lammelser i det meste af kroppen og derfor var konstant sengeliggende, havde jeg dog ikke svært ved at registrere at noget var galt: Mit arkivskab var forsvundet. Til gengæld var der opstillet et andet af samme format, men i en anden farve. Hvad værre var: mit eget skab indeholdt en masse papirer (trykte ting, manuskriipter, notater, personlige breve), hvorimod det nye var helt tomt. Jeg formodede at der var sket en banal forveksling og bad derfor de to tilstedeværende kvindelige medarbejdere om at bringe sagen i orden. Det lod de ikke til at være særlig villige til, i hvert fald skete der ingenting de næste par uger. Et yderligere moment indtraf dog da min 19-årige søn opdagede en flyttekasse som helt klart heller ikke tilhørte mig: øverst i den lå en pakke cigaretter. Hverken han eller jeg ryger, så det havde vi ikke megen fornøjelse af. Men der lå også andet, herunder fem brugte recepter, som indeholdt både ejerens personnummer og navnet på hans læge. Derefter var det en smal sag at få identificeret personen og hans nuværende adresse, som er et plejehjem på Nørrebro. Dette meddelte jeg de ovennævnte medarbejdere og bad dem sørge for at han sit habengut i hænde, dog igen uden nogen reaktion fra deres side.

På det tidspunkt havde mit eget plejehjem ingen ledelse, idet forstanderen var forsvundet fra sit job efter kun fire måneders ansættelse. Der var følgelig ikke rigtigt nogen jeg kunne få til at ordne sagen. Derfor så jeg mig nødsaget til at gå til toppen alias ovennævnte borgmester. Det manglende arkivskab er især et problem, fordi jeg er kommet godt i gang med mit videnskabelige arbejde. Jeg har fået trykt to engelsksprogede artikler i dels et amerikansk, dels et dansk papirtidsskrift. Et amerikansk internettidsskrift har også antaget en tekst. Jeg har artikler liggende til bedømmelse i Sverige, Holland og Belgien, så jeg er efterhånden ved at indhente det år jeg spildte på diverse hospitaler.

En tidlig reaktion på min ubehagelige situation udmøntedes i følgende skrivelse, som jeg gengiver i dens helhed (med et par kursiverede fremhævelser), fordi også den er ret oplysende hvad angår kommunal sprogbrug:

”Tak for din henvendelse til Sundheds- og Omsorgsborgmesterens kontor, hvor du klagede over at det arkivskab, der var med i dit flyttelæs, da du flyttede ind på Absalonhus, er blevet fjernet fra din bolig. Efterfølgende har du telefonisk også redegjort for din klage overfor mig. Senest har vi talt sammen i telefonen den 10.1.2011.

Jeg har undersøgt sagen, og har konstateret at det er efter aftale med dig, at personale på Absalonhus har fjernet arkivskabet fra din bolig. Det fremgår af plejehjemmets dokumentation, at du ønskede, at arkivskabet blev fjernet, inden du begyndte at tømme dine flyttekasser. Du tog imod personalets tilbud om hjælp til at fjerne skabet. Dette skete den 25.10. 2010. Arkivskabet blev stillet til storskrald.

Jeg skal gøre opmærksom på, at du har mulighed for at klage til Københavns Kommunes borgerrådgiver. Borgerrådgiveren kan udtale sig i sager, der vedrører kommunens sagsbehandling og udførelsen af praktiske opgaver. Borgerrådgiveren kan også hjælpe dig videre i klagesystemet.

12. januar 2011

Venlig hilsen

Signe Grauslund

Lokalområdechef




Titlen lokalområdechef lyder imponerende. Sådan set kunne paven i Rom smykke sig med den, og så er Vesterbro endda ni gange så stort et område som Vatikanstaten. Hvordan man kvalificerer sig til et sådant job, og hvilke beføjelser det er udstyret med, står mig ikke ganske klart, for ordet mangler i DDO. Men almindelig sund fornuft og omhu hører åbenbart ikke med til adgangskravene, for så ville den pågældende aldrig have kunnet formulere sig som i brevets andet afsnit. En løgn kan i sagens natur ikke dokumenteres, og brevet indeholder da heller ingen antydning af hvad den hævdede dokumentation skulle bestå i. Og løgn er det naturligvis at jeg skulle have beordret et fremmed menneskes ejendom destrueret. Såsnart jeg havde fundet ud af den pågældendes identitet, anmodede jeg tværtimod om at skabet og hans øvrige ejendele blev sendt ud til ham i taxa: men det ønskede man ikke at gøre. Muligvis fordi der derved ville komme opmærksomhed på sagen.

For nu at afslutte denne del af historien, så foreligger der en skriftlig tilståelse fra to kommunale medarbejderes side om at de har destrueret et møbel tilhørende en beboer på et andet plejehjem. Dermed er vi ovre i det kriminelle, nemlig en kombination af tyveri og hærværk. Den slags kunne godt give anledning til en vis selvransagelse hos myndighederne. Er byens menige borgere tjent med at kunne blive udsat for den slags? Og hvad skal man gøre for at undgå gentagelser?

Sagen har efterhånden affødt en række skrivelser, som jeg har bedt om aktindsigt i. På kommunalesisk hedder det ”agtindsigt”, det lyder ligesom lidt finere. En sådan anmodning skal efterkommes inden ti dage. Det blev den hverken halvt eller helt; så da tidsfristen var overskredet, fremsendte jeg en forespørgsel om hvornår jeg kunne forvente at se papirerne. Spørgsmålet affødte 2. maj et svar fra borgmesteren selv, der indeholdt denne passus: ”Forvaltningen beklager, at du ikke har modtaget materialet inden fristen, og at du ikke er blevet oplyst om, hvornår du kunne forvente at modtage det. Forsinkelsen skyldes dels påskeferien og dels at dokumenterne indsamles fra tre forskellige it-systemer og kontorer”.

Påsken er som bekendt en labil højtid. I år faldt Skærtorsdag på den 21. april, dvs. et par dage efter at tidsfristen var udløbet. I disse pluralistiske tider er det selvfølgelig muligt at man på Rådhuset fejrer både den normale påske, den ortodokse samt den jødiske, ellers er det svært at se hvordan tre danske helligdage skulle kunne gribe forstyrrende ind i en normal sagsbehandling. Fra Anden Påskedag gik der altså yderligere en uge inden hun fik strikket denne søforklaring sammen.

Ninna Thomsen har – på det offentliges regning – modtaget for 29.000 kroner medietræning. ”Det dokumenterer et bilag, som Ritzau har fået aktindsigt i. Ninna Thomsen selv mener ikke, at hun gør noget forkert. ’Jeg står fuldt ud ved, at jeg har brugt penge på medietræning. Det er min første periode som borgmester, og jeg er politisk chef for 10.000 ansatte. Derfor er det væsentligt, at jeg kan kommunikere klart som både politiker og deres chef,’ siger Ninna Thomsen.”

De penge kunne have været brugt bedre. Når man vil producere en søforklaring, er det uklogt at nøjes med irrelevante påstande og argumenter. Og træningen har åbenbart ikke indbefattet et kursus i dansk grammatik. På borgmesterens hjemmeside kan man læse at ”Jeg er ikke vokset op i en speciel politisk familie”. Næsten alle mennesker er vokset op i en speciel familie, så mon ikke meningen skal være: en specielt politisk familie, dvs. at det første ord skal opfattes om adverbium, ikke som adjektiv?



Men omsider dukkede papirerne da op. Derved fik jeg kendskab til et dokument jeg ikke anede eksistensen af. Også det fortjener at blive draget frem i lyset.

En dag fik jeg besøg af en mandsperson, der præsenterede sig som husets tilknyttede læge, psykiater, og meddelte at han regelmæssigt tog en runde på de københavnske plejehjem for at hilse på nye beboere.

Vi sludrede en halv snes minutter om vind og vejr samt fælles bekendte. Jeg fortalte om nogle hallucinationer, som de smertestillende midler havde fremkaldt, og spurgte om dette fænomen var beskrevet videnskabeligt, for jeg kunne godt tænke mig at læse noget om det.

”Så absolut,” sagde han. ”Det omtales i hver eneste elementære lærebog i lægekundskab. Det skyldes at du er blevet gammel, så skifter væskebalancen i hjernen.” Han nævnte et par procentsatser, som jeg har lykkeligt glemt.

Et par uger efter dukkede han op igen.

”Hvordan går det med hallucinationerne?” spurgte han.

”De er stort set forsvundet. Siden sidst har der kun været ét tilfælde: men det forekommer mig til gengæld meget interessant fra et videnskabeligt synspunkt.”

”Lad høre.”

”Jeg sad forrige mandag og så tysk fjernsyn. Bagefter skiftede jeg over til ZDF’s tekst-TV, og der læste jeg en meddelelse om at ’ved gårsdagens borgmestervalg i Flensburg fik SSW 52,4 pct. af stemmerne. Dermed er partiets formand, Simon Faber, sikker på en borgmesterplads.’ SSW er det dansksindede parti. ”Da jeg lidt senere tændte for fjernsynet igen for at se hvordan det var gået med SPD og CDU, var meddelelsen forsvundet.”

”Ganske naturligt. Hallucinationer varer jo ikke evigt. Den ude på Hvidovre der strakte sig over flere døgn og var affattet på et ukendt sprog, er så absolut et særtilfælde. Procenttallet er jo urealistisk stort. Det burde straks have advaret dig.”

”Det gjorde det sådan set også. Men hvad der især generer mig er udtrykket ’gårsdagens valg’. Den slags folkeafstemninger finder i Tyskland altid sted på en søndag, så udtrykket passer perfekt. Hvis meddelelsen var fremkommet på en tirsdag eller senere i ugens løb, ville jeg straks have anet at den var et falsum; men nu lod jeg mig altså narre.”

”Det må skyldes et tilfælde. Der er trods alt kun syv dage i en uge, så sandsynligheden for at en hallucination rammer plet er stor.”

Sidenhen har jeg haft lejlighed til at gennemlæse hans komprimerede referat af vore samtaler.

Særdeles munter læsning. Sin egen vandprocentfortælling har han totalt ignoreret. Til gengæld hedder det: ”Jeg forklarer, at der er mulighed for at behandle på den slags hallucinationer. Man kan f.eks. behandle med Exelon. Stikker det dybere på [= må?] vi prøve neuroleptika.”

Som det ses, kan manden hverken stave eller sætte kommaer; men det må jo blive hans sag. Fortsættelsen lyder: ”Bagved dette virker han nok lidt demenspræget og lidt paranoid i hele sin adfærd.” (Mine fremhævelser.)

Hele sin adfærd er et ret kategorisk udsagn, fremsat af en mand der har haft to gange ti minutter til at studere hele min adfærd. Adverbiet nok antyder i denne sammenhæng at han ikke er helt sikker i sin sag, men gerne ser sin opfattelse bekræftet – dog af hvem? Han er jo den øverste ekspertise på området – Gud bedre det.

Konklusion oven på ganske tyve minutters samtale: ”Han har en paranoid schizofreni, som har varet en del år (atter: min fremhævelse). Han taler ikke om hallucinationer i dag, og jeg mener ikke, at der er noget jeg kan behandle på.. Jeg vil prøve at bevare den gode kontakt, så der er en mulighed for at gribe ind medicinsk, hvis lejlighed byder. Men ellers må man leve med det, som det er. – Han virker ikke forpint af sine paranoide ideer. Men jeg finder, at det afslører et stort mindreværd, for der er pral og noget storladent i beskrivelserne.” Adjektivet storladen kender jeg kun fra sangen om Kong Christian. Dér er det anvendt positivt; men det er det nok ikke her. DDO angiver to betydninger: 1. som virker storslået, voldsom, monumental, imponerende el.lign.; som gør et stærkt indtryk 2. gavmild; generøs.

I en dansk avis læste jeg en notits om valget i Flensborg. Den var stort set identisk med ovenomtalte ”hallucination”, idet dog journalisten efter de 54,2 pct. havde følt sig foranlediget til at tilføje: ”mere end CDU og SPD og De Grønne tilsammen”. Enhver der har beskæftiget sig med den højere matematik vil vide at 54 > 46, så tilføjelsen er indholdstom. Siden min grønne ungdom – det er perioden lige før den røde ditto – har jeg fået tudet ørene fulde af at jeg er i besiddelse af noget der blandt venner hedder ”fotografisk hukommelse”. Den vedrører især talstørrelser. Hvis nogen blandt læserne skulle ønske at vide hvad nummeret på min første checkkonto var i 1958, vil jeg straks være i stand til at oplyse at det var 88121. Som en ekstra service kan jeg tilføje at det året efter blev ændret til 108990.

Om en psykiater der ikke kan skelne mellem fotografisk hukommelse og lettere demens samt skizofreni, kan man konstatere at den mand har forfejlet sit kald og må være født til noget større. Han ville meget bedre kunne udfolde sine talenter hvis han søgte over i en anden branche, fx som pauseklovn i et provinscirkus. Det kræver kun at han anskaffer sig en lille harmonika (den slags har vistnok et særligt navn, som jeg desværre ikke kan komme i tanke om) og et par passende sko, fx str. 75.

Derfor et godt råd. Alle beboere på plejehjem i København der har ham som lægelig observatør burde tage at gå i mine fodspor, dvs. anmode om aktindsigt. Det kan man få fornøjelig læsning ud af i adskillige stunder. Hans navns initialer er de samme som bogstaverne på biler fra Hansestadt Bremen.

Det med den gode kontakt har det knebet lidt med. Jeg har i hvert fald ikke set noget til ham siden da. Ikke noget større savn.



Sagen om de to arkivskabe har som sagt været helt oppe på borgmesterplan. Da jeg ikke kunne få plejehjemmets personale til at bringe mit skab til veje, skrev jeg nemlig til borgmester Ninna Thomsen (SF), der har med ældrepleje at gøre. Og jeg fik da også et svar. Det lød sådan:



”Kære Jens



Jeg vil gerne kvitterer for din henvendelse til sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Vi undersøger din henvendelse, og du vil modtage svar hurtigst muligt.

Mvh

Rikke”



Samme halvvejs anonyme Rikke er således heller ikke nogen ørn til at stave. Måske er det ligefrem en forudsætning for at kunne virke i kommunalt regi at man ikke behersker dansk?





Svaret bestod i følgende skrivelse





”Til Jens Juhl Jensen,



På vegne af sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen bekæfter jeg at have modtaget din e-mail af 9. maj 2011.





Venlig hilsen
Anders Solbjerg Sørensen
Borgmestersekretær, cand.jur.



Ham her har i modsætning til den tidligere omtalte ”jurist” tydeligt nok sin embedseksamen på plads. Neologismen ”bekæfter” smager nærmest af en freudiansk fortalelse. Den kunne også have været opfanget af en mekanisk stavekontrol. Til gengæld bygger hans ræsonnement på en falsk præmis, hvad der ikke er så smart i juridisk sammenhæng. For min forudgående mail indeholdt så absolut nye oplysninger, først og fremmest den anden bestjålne plejehjemsbeboers identitet. Hele min skrivelse kommer her:







sagsnr. 2011-38175

Kære Ninna Thomsen,




I denne verden er der som bekendt tre slags mennesker: dem der kan tælle til én, og dem der kan tælle til to. Dit brev af 2.-3. maj d.å. viser tydeligt at du hører hjemme i førstnævnte kategori. Der er ikke tale om ét stjålent arkivskab, men om to. Det ene, som er gråt, tilhørende mig, det andet (hvidt) tilhørende:

Poul Erik Møller

cpr.: 150226-xxxx

Plejecentret Sølyst

Ryesgade 20

2200 København

Det ville være rimeligt, finder jeg, hvis du ville erstatte ham det formuetab han har lidt ved at to af dine medarbejdere ifølge deres egen tilståelse har stjålet og destrueret det ham tilhørende skab med samt indhold.

I det hele taget finder jeg at din optræden i denne sag er så besynderlig at hele din embedsførelse fortjener en nærmere granskning. Lige fra hendes skoletid til hendes død var jeg en meget nær ven af din partifælle borgmester Charlotte Ammundsen. Hun ville vende sig i sin grav hvis hun erfarede at denne ansvarsfulde post nu er blevet overtaget af en inkompetent nar.

Også i en anden henseende foregår der ejendommelige ting inden for dit ressort. Jeg modtog fornylig en mail fra organisationen Ergenekon, om hvilken der foreligger en udmærket bog skrevet af Jyllands-Postens korrespondent i Istanbul. Skrivelsen viste ved sin blotte eksistens at folkene dernede er klar over at jeg kan læse tyrkisk, netop har fået installeret internetadgang (hvilket jeg aldrig har haft før), samt at de kender min e-mail-adresse. Denne tredobbelte viden kan de kun have fået fra en medarbejder på Absalonhus. Derfor er spørgsmålet om de to tyvekællingers tvivlsomme nationale identitet aldeles ikke betydningsløst. Tværtimod egner dette forhold sig udmærket til at blive indlagt i en kriminalroman, ligesom det sikkert også ville kunne interessere institutionen MIT.

Til slut vil jeg understrege at sagen altså på ingen måde er endt med dit ovennævnte brev. Meget mod min vilje skal jeg nu til at spilde tid på at udarbejde en detaljeret pressemeddelelse, som sikkert vil få en og anden af mine journalistkolleger til at tage affæren under nærmere behandling.

Med akrostisk hilsen,



Jens Juhl Jensen”



Også Ninna Thomsen har en fuldført universitetsuddannelse bag sig (hun er cand.scient.pol.). Den har dog ikke indbefattet et kursus i skriftligt dansk. På hendes hjemmeside kan man om den respekterede politikerkollega Thyra Frank, nu fhv. formand for Ældrekommissionen, læse følgende:

”Kommissionens arbejde med at give bud på fremtidens ældrepleje er meget vigtigt og yderst tiltrængt. Derfor ærgrer det mig, at der nu kan stilles spørgsmål ved formandens uvildighed og kommissionens politiske uafhængighed. Det er helt centralt, at ældrekommissionen ikke er politisk styret, og derfor skal Thyra Frank ikke være formand. Når hun nu siger, at hun vil være folketingspolitiker, må hun forsøge at påvirke ældrearbejdet af politisk vej - ikke som formand for en uvildig kommission.” Det hedder nu altså ad for at blive ved det sproglige.

At en borgmester har lyst til at blande sig i sammensætningen af en kommission, der har til opgave at se hendes egen forvaltning efter i sømmene, kan måske ikke undre, og hun har altså fået sin vilje. Men sommetider er det klogt at lægge bånd på sine lyster. Og klogskab er ikke just hvad der præger hendes og hendes medarbejderes adfærd. Det at de ikke kan udtrykke sig på korrekt dansk, er såmænd ikke så slemt. Det hører hjemme i småtingsafdelingen. At man på flere forskellige niveauer ihærdigt prøver at dække over kriminelle kommunalt ansatte, er betydeligt værre. Det kan kun opfattes om kammerateri.til skade for byens borgere.



For en snes år siden udgav Ninna Thomsen en rapport om ”Forebyggelse af ensomhed / kedsomhed hos gamle”. Hendes adfærd som politiker kan opfattes om et vellykket forøg på at forebygge kedsomhed. Det er vist også det bedste der kan siges om den.



Et af H. C. Andersens eventyr hedder ”Hun duede ikke”. Det er en ret sørgelig historie. Hvad der foregår på Københavns Rådhus virker nærmest som en disney-ficeret version af denne fortælling.

Der er to år til næste BR-valg. Alligevel kan der godt allerede nu drages følgende konklusion af den skildrede sagsbehandling i form af endnu et godt råd: er man plejehjemsbeboer i København eller pårørende til en sådan, kan man til den tid foretage sig noget fornuftigere end at spilde sin stemme på Ninna Thomsen (SF).