D:\hshome\hb942753854\jjjcph.dk\

Dommer

Dum - dummere - dommer



Makkerineparret Grethe Jørgensen og Katja Kofoed er ikke kendt af den store offentlighed. Tilsammen tegner de sig dog for et indtil videre såre væsentligt juridisk dokument, som jeg for nylig har fået tilsendt fra Københavns Byret. Katja K. har egenhændigt signeret skrivelsen med denne bemærkning: ”Udskriftens rigtighed bekræftes.” Førstnævnte har fungeret som dommer i den meget omtalte byretssag vedrørende TV-stationen Roj TV.

175 kroner for 190 siders koncentreret læsestof kan ikke siges at være dyrt, og så får man endda en hel masse underholdende sprogfejl med i købet. Her nogle få eksempler. Side 83 optræder følgende passus: ”Vidnet forklarede, at han er medlem af Det Konservative Folkeparti og aktiv i politik. Det optager ham ikke, at PKK er forbundet med maxisme og leninisme” (min fremhævelse). Side 121 hedder det om den tyrkiske statsideologi kemalismen: ”Den er også præget af facistiske ideologier og til dels også af kommunismen.”

At dommeren hverken kan stave til marxisme eller fascisme, må føre til den konklusion at byretten ikke har installeret stavekontrol på sine computere og heller ikke er klar over at den danske Retskrivningsordbog findes på nettet.

Et udsagn afgivet af sagens hovedperson, TV-direktøren Imdat Yilmaz, refereres på s. 8 sådan: ”’Ar’ kan godt være en forkortelse for arkadas, som betyder ’ven’ på kurdisk. ’Jodash’ betyder ’kammerat’ på tyrkisk.” Undertegnede har kun et perifert kendskab til kurdisk, men har dog modtaget et par semestres undervisning i sproget for længe siden. Tyrkisk derimod beskæftiger jeg mig med så at sige hver dag og har gjort det gennem et halvt århundrede. Derfor denne lille korrektion. Der burde stå: ”… arkadas, som betyder ven på tyrkisk. ’Yoldas’ betyder kammerat på tyrkisk.” Det kurdiske sprog er overhovedet ikke i spil her.

På næste side oplyses det: ”Han kender ikke det tyrkiske ord Görsel”. Det optræder ellers på hver eneste tyrkiske facebook-profil, så helt sjælden er glosen ikke. På side 13 erfarer man at han ”forklarede vedrørende Erdekon, at den vedrører en sag mod militærfolk og politikere.”

Glosen Erdekon eksisterer ikke, hverken på tyrkisk eller noget andet sprog. Der er åbenbart sket en sammenblanding af to navne, dels ministerpræsident Erdogan, dels den hemmelige organisation Ergenekon, som for tiden er ved at blive optrævlet, hvad der har ført til varetægtsfængsling af en lang række mennesker, heriblandt højtstående militærfolk. Det bliver regeringschefen næppe glad for. Det er strafbart at forhåne ham, han har adskillige retssager kørende i den anledning, og en karikaturtegning kan være nok til at kunstneren ryger bag tremmer. I forvejen har hans højre hånd, udenrigsminister Davutoglu, beskyldt dommer Jørgensen for at have åbnet op for ”Breivik-lignende tilstande” og narkohandel, så hun skal nok ikke tage på ferie til Alanya sådan lige med det vuns.

Dette yderligere udslag af massiv uvidenhed er så meget desto mere forunderligt som der på dansk foreligger en udmærket beskrivelse af organisationen skrevet af journalist Pola Rojan og udgivet af Informations Forlag.

Samme uvidenhed rammer også sagens godt gemte bagmand, Abdullah Öcalan, hvis navn åbenbart er meget svært at stave til. Snart er det fornavnet det går ud over, snart efternavnet. Så det er sådan set ret konsekvent at undertegnede er kommet i samme båd som Öcalan og Marx. Uden på kuverten er mit mellemnavn skrevet forkert, selv om byretten har kunnet læse den korrekte form i min mail-adresse.

Det er dog småting. Mere tankevækkende er et udsagn afgivet af et anonymt vidne ansat i PET og refereret på side 21: ”Han har også i forbindelse med undersøgelsen set islamisk TV.” Hvad der menes med dette udtryk, må forblive en gåde. Hvis det skal opfattes sådan at der er en religiøs forskel mellem Roj-TV og andre stationer, burde dette udsagn gøres til genstand for behandlingen i Landsretten. Mange kurdere er aleviter og tilhører dermed en sekt som ikke anerkendes af sunnierne. Aleviter er der ganske mange af i Danmark. En af dem sad indtil sidste valg i Folketinget. Måske er der en religiøs dagsorden involveret i retssagen. En væsentlig baggrund for kurdernes vanskelige situation er at de er i klemme mellem to monolitiske ideologier. Erdogan går ind for religiøs ensretning, fordi han er sunni og altså tilhører et flertal, der ønsker at være enerådende. De sekulære tyrkere sværger til kemalismen, Atatürks lære, som også kræver en enhedsstat.

For en halv snes år siden deltog jeg i en konference i København. I en af pauserne kom jeg til at sidde i nærheden af Mehmet Ali Birand, tyrkisk journalistiks svar på Anders And. Som CNN-korrespondent og fast kolumnist i avisen Hürriyet (oplag 460.000) har han meget stor indflydelse på den offentlige opinion. Han sad ved nabobordet og holdt hof for fire yngre kolleger, mens han udbredte sig om hvor forfærdeligt det ville være hvis kurderne fik bare den mindste smule autonomi. For se bare hvordan det er gået i Spanien. Både baskerne og catalonerne kommer rendende og vil have selvstyre, så det er lige før staten går i opløsning. Skønt det ikke er helt comme il faut at sige det, står Franco-regimet tydeligt nok som et ideal for mange almindellige tyrkere. Måske er det også derfor at Hitlers Mein Kampf er en konstant bestseller på de kanter.

Om anklagerens hovedvidne, svindleren Zonoozi hedder det s. 32 at han ”taler en del sprog, nemlig æzari, persisk, kurdisk, tyrkisk, engelsk, dansk og nogenlunde arabisk.” Sproget æzari har man ikke hørt om før. Der hentydes formentlig til azeri, som er det tyrkiske navn på det der på dansk hedder aserbajdjansk. Det er en dialekt af tyrkisk, og oplysningen svarer altså til hvis en dansker ville nævne at han taler både bornholmsk og dansk.

Et dansk vidne udtaler s. 115 at han ”kendte Ronay Zana, hvis mor var en kendt kurdisk skikkelse, som stod for den ikke-voldelige del af den kurdiske bevægelse.” Det vil her være på sin plads med en digression, thi den anonyme mors livsforløb er særdeles illustrativt for situationen i den tyrkiske del af Kurdistan. Hun hedder Leyla Zana og er født i 1961. Som 14-årig blev hun tvangsgift med Diyarbakirs 20 år ældre borgmester, der var hendes fars fætter. På det tidspunkt var hun analfabet og talte kun kurdisk. Derefter tog hun undervisning i at læse og skrive samt tyrkisk sprog. Hendes mand blev fængslet i forbindelse med militærkuppet i 1980. Dette kups nu 80-årige leder, general og senere præsident Kenan Evren, er netop blevet stillet for retten med krav om 397 års fængsel.

I 1991 blev hun indvalgt i parlamentet, hvor hun aflagde ed på tyrkisk, men tilføjede en bemærkning på kurdisk om at hun ville ”kæmpe for at de kurdiske og tyrkiske folk kan leve sammen inden for rammerne af et demokrati.” Desuden bar hun efter sigende et tørklæde i de kurdiske farver gul, grøn og rød. Det medførte at hun i 1994 blev sat i fængsel, hvor hun skulle komme til at sidde i 10 år. I 1995 blev hun tildelt EU-parlamentets Sakharov-pris, men var først i stand til at modtage den efter sin løsladelse i 2004. Hun var af forsvareren Bjørn Elmquist ønsket indkaldt som vidne, hvilket dog blev afslået af byretten. Hendes mand får disse ord med på vejen: ”Vidnet ved ikke så meget om Ronays far, som formentlig er blevet slået ihjel.” Det blev han nu ikke. Efter at have siddet fængslet i 16 år udvandrede han til Sverige. Der boede han til 15. oktober 2004, hvorefter han vendte tilbage til Tyrkiet. I 1991 udsendte han en erindringsbog på 383 sider med titlen Bekle Diyarbakir, ’Vent (= hold ud), Diyarbakir’. Den findes ikke på noget dansk bibliotek, men kan stadig købes.

I februar 1996 tildelte Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) ”roseprisen” til Leyla Zana. Prisen blev overrakt hendes mand af Poul Nyrup Rasmussen i hans egenskab af formand for Socialdemokraterne. Hendes bror var også inviteret, men kunne ikke komme til Danmark, da han ikke kunne få udstedt et pas af de tyrkiske myndigheder. AIF tildelte Leyla Zana prisen for hendes ”demokratiske indsats for kurdernes rettigheder”. Tyrkiet protesterede stærkt mod tildelingen af prisen. Ved valget for et halvt år siden kom hun igen ind i nationalforsamlingen – som løsgænger, idet hun stadig har forbud mod at være medlem af et politisk parti.

Fornylig var hun i København for at deltage i en demonstration foran domhuset på Nytorv. Hun havde også lejlighed til at mødes med Folketingets formand, Mogens Lykketoft, samt Johanne Schmidt-Nielsen og Holger K. Nielsen. Førstnævnte kritiserede over for denne talskvinde for ikke-voldelig modstand den ”terrorisme” som PKK udøver.

Dommens mærkværdigheder begynder allerede på side 2. I udskriften har den ene af de to damer eller begge i fællig omhyggeligt overstreget de tiltalte organisationers cvr.nr. Hvorfor det skal være en hemmelighed, er gådefuldt, thi ved at gå ind på hjemmesiden krak.dk kan enhver få oplyst at de to numre er 28311362 og 21709581. Lige så ejendommelig og mere væsentlig er følgende bemærkning: ”Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at de tiltalte hver idømmes en bøde på 10 millioner kr. udmålt i dagbøder.” Der henvises til straffelovens § 114e, som lyder sådan: ” Med fængsel indtil 6 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d.”

Man skal altid være forsigtig med at anvende argumenter e silentio. Men hvis lovgiver, alias Folketinget, havde ment at det overhovedet skulle være muligt at straffe den slags forseelser med bøde, mon man dog så ikke ville have ofret et par ord på det? En menig borger får umiddelbart det indtryk at hverken politi eller dommer har læst på lektien, og dog ligger ligesom Retskrivningsordbogen også Straffeloven på nettet.

En kryptisk formulering finder man ligeledes på den følgende side: ”Anklagemyndigheden har subsidiært nedlagt påstand [om?] konfiskation og tv-nævntes [sic] registrering i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, konfiskeres..” Den syntaktiske sammenhæng mellem det allersidste ord og de foregående virker uklar, derfor også den grammatiske analyse. Er det monstro en præsens eller infinitiv? Hvis dommer Jørgensen en skønne dag skulle blive træt af Københavns Byret – eller den af hende, hvem ved? – kan hun sikkert få sig et retrætejob som kordegn ved oraklet i Delfi.

Den nævnte paragraf lyder sådan: ” § 75. Udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb kan helt eller delvis konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte.

Stk. 2. Såfremt det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor, kan der ske konfiskation af

1) genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling.”

Det i semantisk henseende interessante spørgsmål er hvordan man skal tolke ordet ”genstand”. I juridisk forstand er det veldefineret: ”JURA bestemt kvantum af en drik der indeholder alkohol svarende til en øl eller et glas vin. En genstand svarer til mellem 8 og 12 gram ren alkohol ”, hævder Den Danske Ordbog; men denne bemærkelse er tydeligt nok ikke relevant her. Den generelle udlægning lyder sådan: ”fysisk ting; objekt af begrænset størrelse”. Kan en registrering omtales på den måde?

I den officielle vejledning for lægdommere hedder det om konfiskation: ”Ud over straf kan der blive tale om, at retten træffer bestemmelse om konfiskation af penge, genstande eller deres værdi. Det kan dreje sig om udbyttet ved en strafbar handling (f. eks. en fortjeneste ved narkohandel), eller et hertil svarende beløb kan helt eller delvis konfiskeres. Der kan også ske konfiskation af genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling (f. eks. et våben i en voldssag eller et koben i en tyverisag) og genstande, der er frembragt ved en strafbar handling (f. eks. fremstilling af amfetamin).”

Det passer ikke særlig godt med domsudskriftens anvendelse af ordet. Mere relevant ville det være at henvise til en senere paragraf, nemlig ”§ 78. Strafbart forhold medfører ikke tab af borgerlige rettigheder, herunder ret til virksomhed i henhold til almindeligt næringsbrev eller sønæringsbevis. Stk. 2. Den, der er dømt for strafbart forhold, kan dog udelukkes fra at udøve virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet.” Tør man gætte på at domstolen simpelthen er løbet sur i paragrafferne og har forvekslet tallene 75 og 78?



Sagens baggrund er velkendt, den er af politisk art. Tyrkiets regering har gennem adskillige år presset på for at få Roj TV lukket, og selv om danske myndigheder har tøvet længe med at være følgagtige i så henseende, er man dog nu rykket et skrift nærmere målet. Derfor kan der være grund til at se nærmere på landets forhold til internationale retssystemer. For kort tid siden (6. januar) aflyste Sudans diktator Omar el-Bashir et besøg i Sydafrika, hvor han ellers ville have deltaget i festlighederne i anledning af regeringspartiet ANC’s 100-års jubilæum. Årsagen var at sydafrikanerne havde meddelt at hvis han dukkede op, ville han blive udleveret til krigsforbryderdomstolen i Haag, der har udstedt en arrestordre på ham.

Til gengæld kan han glæde sig over at være velkommen andre steder. I sommeren 2010 var han på officielt besøg i Tyrkiet og blev modtaget med åbne arme og røde løbere af ministerpræsident Erdogan, hvis regering ganske vist har forpligtet sig til overholde den konvention som sydafrikanerne følte sig bundet af. Forbrødringen gik så vidt at de to den 7. juni afholdt en fælles pressekonference, som de brugte til at skælde ud på Israel. Som forklaring på sin misligholdelse sagde Erdogan at ”en muslim kan ikke udøve folkemord.”

Erdogan gav sig til at citere det Gamle Testamente på hebraisk: ” Lo Tirtzakh = du må ikke slå ihjel.” Dette bud har han fået brug for at repetere her på det sidste. Lige før nytår nedslagtede hans luftvåben 34 unge drenge i bjergområdet Uludere. Heldigvis for regeringen var det ”kun” kurdere, uheldigvis var der dog en enkelt overlevende, som kunne fortælle om sagens omstændigheder. Ellers ville hændelsen sikkert være blevet udlagt som endnu triumf for den sejrrige armé i dens nedkæmpning af terrorister. Nu kom det frem at disse teenagere havde været i færd med at smugle diverse varer, ikke mindst benzin, gennem bjergene fra Irak. Deres last eksploderede naturligvis på grund af bomberne, så at mange af dem brændte ihjel.

En sådan begivenhed må naturligvis få både retlige og politiske konsekvenser. Det gjorde den da også. Børnenes forældre blev anklaget for smugleri. Piloterne derimod er ikke blevet draget til ansvar eller bare identificeret. De pårørende har fået tildelt en erstatning på ca. 400.000 kr. pro persona. Denne udgift kunne staten have sparet hvis det ikke havde været for Roj TV, for i første omgang havde man haft held til at få alle nationale medier til at tie stille. For øjeblikket sidder 105 journalister fængslet fordi de har udtalt sig kritisk om Erdogans regering. Først seks timer efter at den københavnske sender havde bragt nyheden, begyndte de tyrkiske medier at beskæftige sig med sagen.

Det officielle synspunkt er i Danmark blevet bragt til torvs af Hürriyets korrespondent, Ünsal Turan, i en samtale gengivet på YouTube med Gladsaxe-politikeren Serdal Benli (SF): ”en fejltagelse.” Ikke engang glosen ’beklagelig’ kunne der blive plads til.

Den sudanske diktator er ikke den eneste der har nydt godt af Erdogans velvilje. Også Syriens Bashar al-Assad har været en kær gæst i Ankara som nær personlig ven af regeringschefen. I juni 2011 tilbød Erdogan at mægle mellem oprørerne og al-Assad hvis bare denne ville optage tre-fire medlemmer af Det Muslimske Broderskab i sin regering. Dette tilbud blev dog afslået. Selv om Tyrkiet ifølge sin grundlov er en sekularistisk stat, har Erdogan taget imod en præmie på én million dollars af det saudiske kongehus, som han blev tildelt på grund af sin indsats for udbredelsen af islam. Hans religiøsitet har givet sig endnu et offentligt udslag. I oktober 2011 døde hans moder, og begravelsen gik ikke stille af. Alle politiske partier sendte repræsentanter til den. Og sønnen fik et indslag lagt ud på YouTube hvor han læser højt af Koranens sura 3, hvis indledning lyder sådan: ”Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige. Han har sendt Skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned.” (Ovs. Ellen Wulff).

Generelt har Tyrkiet bøvl med sine nabostater, ikke blot ved grænsen til Irak. Der er også konstant ballade med Cypern. Erdogan anerkender ikke dette land, hvis nordlige tredjedel holdes besat af hans landstyrker. Ved en dom afsagt af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg den 10. januar blev Tyrkiet forpligtet til at betale over 20 millioner euro i erstatning til 13 cyprioter der var blevet forjaget fra deres ejendomme. Der ligger i alt 2.801 ansøgninger af samme slags hos domstolen, så det samlede beløb kan let gå hen og blive på mere end 4 milliarder euro. Det er jo også en slags penge, så intet under at Tyrkiet kvier sig ved at betale.

Den nordlige statsdannelses status havde jeg engang lejlighed til at diskutere med dens fornylig afdøde præsident Rauf Denktash, da han var på besøg i København, hvordan han så ellers har båret sig ad med at få indrejsevisum. Jeg spurgte om det ikke var besværligt at opretholde forestillingen om KKTC som selvstændig stat i betragtning af man havde fælles valuta med Tyrkiet. Det var før euroens tid, forstås. Ork nej, svarede han og gav som eksempel Monacos forhold til Frankrig.

Lige nu er spørgsmålet ved at brænde på igen. Når Helle Thorning-Schmidt takker af, står Danmark til at blive afløst af Cypern som formand EU i efteråret. Erdogan har fastslået at han i den periode ikke vil forhandle med EU, men har senere modificeret det til at det vil han godt alligevel bare det sker udenom formandskabet. Udenrigsminister Davutoglu har officielt erklæret at ”vi vil aldrig opgive Nordcypern,” hvorved han jo altså er kommet for skade at sætte spørgsmålstegn ved denne ”stats” uafhængighed. Der foreligger ellers FN-resolutioner nok, som fordømmer Tyrkiets militære besættelse; men den slags gør ikke indtryk i Ankara.

Også Frankrig er faldet i unåde. Erdogan vil ikke anerkende en beslutning truffet i den franske nationalforsamling om at kriminalisere fornægtelse af osmannerrigets nedslagtning af armeniere i 1915 som folkemord. Denne historiske kendsgerning er ganske vist ikke eksplicit nævnt i lovforslaget; men dette har alligevel vakt vrede i regeringspartiet AKP. Erdogan har i den anledning mobiliseret sultan Süleyman den Første, der i 1526 sendte et brev til den franske kong Francois den Første for at minde ham om det venskab der var mellem sultanen og kongen. En kopi af brevet blev allerede ti år tidligere tilsendt Sarkozy; men som Erdogan bittert har ymtet: ”Jeg tror ikke han har læst det.”

Til gengæld kan denne multifacetterede personlighed altså glæde sig over at have fundet et lydhørt publikum på Københavns ikke-kongelige Nytorv.