D:\hshome\hb942753854\jjjcph.dk\

En kvindes kærlighed

Trykt i Information 16. sept. 1997

En kvindes kærlighed

Ansigtet ikke direkte hæsligt, dog ret tæt derpå. Hun sendte mig et smil, det smukkeste smil jeg nogensinde har set.
Hun så lidt hjælpeløs ud, så jeg spurgte om ikke jeg skulle sætte kufferten op på bagagehylden. - Tackar så mycket, svarede hun. Det var mens vi endnu holdt på Københavns hovedbanegård.
Jeg spurgte på svensk om jeg ikke skulle bære hendes kuffert hen til det ventende Karlsruhe-tog. "Nej, nøjs du bare med din egen," lød svaret. Indimellem må der være gået fem timer, for vi befandt os nu på Hauptbahnhofen i Hamburg. Tiden var gået op i snak.
"De taler svensk, men De har et tysk pas?"
"Jag är tysk; men jeg har boet 40 år i Sverige. Og du er dansker, ikke? Man træffer ellers næsten aldrig danskere der snakker svensk."
"Turistsvensk", sagde jeg.
Hun måtte være i begyndelsen af tresserne. ("Jeg var ti år da krigen sluttede.") Lille, indtørret, fladbarmet. Ansigtet ikke direkte hæsligt, dog ret tæt derpå. Hun sendte mig et smil, det smukkeste smil jeg nogensinde har set.
Visse mennesker virker som om de altid har stået og kigget på et skilt med teksten: "Tilværelsen må ikke betrædes." Dem hørte hun ikke til.
"Jeg kender ellers ikke noget videre til Danmark. Jeg har læst tre bøger af ham jeres forfatter, ham der skriver alt muligt, jeg kan desværre ikke huske hvad han hedder."
"Jeg ved hvem du mener", sagde jeg. "Han har en sød datter, som er en af mine venner."
"Og så er der Vita Andersen. Men det er så deprimerende at læse hende, så knugende."
"Hun er gift med et fjols."
"Hvorfor går hun så ikke bare fra ham?"
"Du rejste altså til Sverige i 1958. Hvorfor?"
"Det var i efterkrigstiden. Du ved hvordan Tyskland var dengang. Vi boede i en lille protestantisk enklave i Württemberg, på grænsen til det katolske Bayern. Jeg ville bare væk fra alting."
"Du kunne være taget til München."
"München er en hård by. Anonym, men meget hård. Jeg ville hen et sted hvor man kunne have det rart. Alle vidste at Sverige var et godt sted. Og så er der Mister Brandes, ham bliver jeg aldrig træt af, ham må danskerne snart genopdage."

Morgencomplet
"Jeg skal bare have en kop kaffe, sagde jeg til damen med trillevognen. Vi var allerede kommet forbi Næstved, uden at jeg havde lagt mærke til det. Gaminsmilet skulle have en morgencomplet.
"Hvad er det dér, spurgte hun med nærmest rædsel i blikket.
"Et wienerbrød," svarede damen.
"Det vil jeg ikke have."
"Jamen, det er du nødt til, ellers er det ikke nogen morgencomplet."
"Jeg vil ikke have det."
"Jamen, jeg kan ikke bare tage det tilbage."
Hvorfor egentlig ikke? funderede jeg. Med et blik på min skaldede kaffe overvejede jeg om jeg skulle foreslå en indlysende løsning på problemet, men syntes alligevel ikke vi kendte hinanden godt nok, selv om vi allerede da var totalt opslugt af hinanden.
"Så bliver det bare dyrere for dig, for så skal jeg have betaling for hver enkelt ting." Lommeregneren kom i brug. Først skulle beløbene lægges sammen, dernæst skulle slutsummen konverteres fra danske kroner til tyske mark.

Arno Schmidt
"Kender du noget til Arno Schmidt," spurgte hun da hele operationen var overstået.
"Jeg købte tre bøger i sidste uge antikvarisk; men jeg har ikke fået læst dem endnu."
"Jeg tror jeg har læst alt hvad han har skrevet. I en af bøgerne lå der et spørgeskema, hvor man skulle krydse en hel masse oplysninger af om sig selv og hvordan man oplevede bogen. Det var en eller anden germanistikprofessor. Ak ja, de germanister, de forstår intet som helst. De sidder og undersøger småbitte detaljer i bøgerne, og så tæller de op, og så tror de de finder ud af et eller andet."
Jeg flyttede mig lidt uroligt på sædet.
"Hvad jobber du egentlig med? spurgte jeg.
"Jeg er sygehjælper på et sjukhus i Stockholm, nattevagt."
Pludselig fik jeg den sædvanlige marmeladeassociation. Vi måtte være ved at nærme os Lübeck: Bad Schwartau.
"Joseph und seine Brüder har jeg netop læst endnu en gang. Den bliver jeg aldrig færdig med. Hver gang får man sådan et livsmod på ny. Men Arno Schmidt skal du læse. Begynd med Das steinerne Herz. Den er ikke så svær."
"Jeg køber en, såsnart jeg kommer til Hamburg," sagde jeg. "Jeg skal alligevel bare sidde tre dage på et hotelværelse og læse og skrive."
"Engang tog jeg til Celle. Han boede i en landsby i nærheden. I et lille hus med en have omkring. Og et stakit med en port. Jeg gik helt hen til porten. Men jeg turde alligevel ikke gå ind og ringe på. Tænk, hvis Arno kom ud og lukkede op. Måske havde han gjort mig til en lillebitte bifigur i sin næste roman."
Hun gøs. Frydefuldt. Vellystigt.
"Skal jeg ikke bære din kuffert hen til Karlsruhe-toget."
"Nej, nøjs du bare med din egen. Tak for snakken, og kaffen på færgen."
"Selv tak. Gute Fahrt."

Kommentar
Den Store Danske

Arno Schmidt, 1914-1979, tysk romanforfatter, essayist og oversætter, en af de mest originale, men også mest ejendommelige forfattere i efterkrigstidens Tyskland. Først som 35-årig publicerede han sin første bog, Leviathan (1949), en negativ teodicé præget af krigs- og flugterfaringer, for siden hen med manisk excentricitet at hengive sig til litteraturen. Spaltningen, som han formulerer den i Aus dem Leben eines Fauns (1953, da. Af en fauns liv, 1964), er hans grunderfaring, og han varierer den gennem hele sit værk: Med baggrund i sin litterære og matematiske dobbeltbegavelse konstruerer han et univers, hvis yderpoler er en dyb undergangsfilosofi og en ypperlig citatteknik (som i Brand's Haide, 1951), der besværger litterære forbilleder som overlevelsesstrategier (først romantikerne, senere Freud, Poe og Joyce). Den tematiske diskontinuitet omsættes til et sprog, der bevidst sprænger konventionen (på næsten alle niveauer) og skaber en hidtil uhørt flerstemmighed i romanhandlingerne (som i Kaff auch Mare Crisium, 1960). Højdepunkt i denne udvikling er Zettels Traum, en monstrøs tekst på 1334 sider i stort format (publ. 1970 som typoskript) uden egentlig handling, men med talrige citathenvisninger, som en voksende Schmidt-menighed med kultkarakter siden sidst i 1960'erne bestræber sig på at dechifrere.

Wikipedia:
„Bad Schwartau ist vor allem durch seine Lebensmittelindustrie bekannt.“ Blandt andet producerer man marmelade til Deutsche Bundesbahn og hoteller over hele forbundsrepublikken. Det kan man tydeligt lugte i alle dele af byen.