D:\hshome\hb942753854\jjjcph.dk\

De ensommes Gud

Trykt i Kristeligt Dagblad 12. juli 1999. Her let revideret.

De ensommes Gud

Der er for nylig kommet en på samme tid videnskabelig og populariserende udgave af Johannes Ewalds digte i serien Danske Klassikere, ved Esther Kielberg. På bogens bagside resumeres hans litterære betydning med ganske få ord: »I en tid, hvor litteraturens opgave ellers var at hylde de himmelske og jordiske autoriteter, fandt Ewald originale udtryk for det individuelt følte og sansede i store lysende billeder. I dem flammede hans egen »himmelske ild«, som var hans navn for inspirationen. Den samme ild ulmer også i mange af de lejlighedsdigte, Ewald ellers især skrev af nød, for brødet.«
Det er så sandt som det er sagt, og de efterfølgende betragtninger skulle gerne kaste nyt lys over just et af disse lejlighedsdigte for at vise, at det rummer større dybder, end man umiddelbart skulle tro. Digtet, der er aftrykt her på siden, stammer fra tiden 1771-73, en periode hvor Ewald var ved at gå til i druk. Det er stilet til vennen Laurids Bentzen, der på det tidspunkt var en snes år gammel, ni år yngre end digteren. Umiddelbart er der ingen vanskeligheder ved at tolke digtet. Det skildrer en situation, hvor der åbenbart er et anonymt damemenneske til stede (med snehvid arm, som muligvis er en eufemisme for barm). Situationens erotiske karakter antydes ved gloserne Venus og fortryllet.
Digtet eksisterer stadig i manuskript. Deraf kan man se at det tilsyneladende indeholder fem fejl. De består alle fem i, at et ord der efter datidens retskrivning skulle have været skrevet med stort (altså substantiver, navneord), er skrevet med lille, eller omvendt. Det drejer sig om følgende gloser: følelsen, Varm, arm, smiil, Glem. Hvad er meningen? Kunne Ewald ikke stave? Selvfølgelig kunne han det. Næh, »fejlene« er tydeligt nok lavet med vilje. Kigger man nærmere efter på de fem ord, kan man da også tydeligt se hvorfor.
Der er nemlig mening i galskaben, vel at mærke en latinsk mening. Ordenes fem forbogstaver er fVasG, som udgør et anagram (bogstavombytning) af den latinske glose fugas, der betyder »du jager på flugt«. Eftersom digtet er holdt i du-stil (ved hjælp af stedordene dit og din samt bydemåden send), er det latinske element i nydelig overensstemmelse med den danske ordlyd.
Men særligt oplysende er dette element jo ikke. Hvem er det Bentzen jager på flugt? Og på flugt hvortil? Den latinske formulering er det, der i teknisk forstand hedder et akrostisk anagram. Et akrostikon er en kortfattet tekst, der baserer sig på en stribe forbogstaver i en længere tekst. Selve den danske nationalsang, der som bekendt er forfattet af Ewald og stammer fra hans syngespil Fiskerne, indeholder et sådant. Sangen fremføres i stykket af en nordsjællandsk fisker ved navn Knud, og dette navn er ikke tilfældigt valgt. Af Ewalds forarbejder kan man se, at han har forbundet navnet med glosen knude, som han endda oversætter til fransk (le noeud). Knud er en knudemand, ikke i den moderne betydning, men fordi han binder hele handlingen sammen. Kong Christjan; Niels Juel; O Nordhav; Du Danskes, Vei. Voilà: K, N, O, D - den syngende ungersvends navn med nordsjællandsk udtale!
De otte verslinjers forbogstaver er MONON DEO, som også danner en akrostisk meddelelse. Det første ord er genitiv flertal af det græske ord for »alene, ene, ensom« (µóνων). Det indgår i forskellige fremmedord, fx monolog (enetale) og monografi (større værk om ét emne). Det andet ord er den latinske glose for »gud« i dativ singularis, altså til gud. Tilsammen står der følgelig: du jager mig på flugt til de ensommes gud. Det er ganske vist en værre gang kaudervælsk, køkkenlatin om man vil; men at det hele er bevidst konstrueret fra Ewalds hånd, kan der ikke herske tvivl om. For derved træder endnu et af de omtalte »store lysende billeder« frem. Med næsten fotografisk præcision indfanger digteren en bittersød situation. Han og vennen sidder til bords med en attraktiv pige, hvem Bentzen kaster sig over med ildhu. Digteren derimod må nøjes med tilskuerens rolle og finde sin trøst på bunden af ikke sagosuppen, men derimod vinflasken. »Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov altid mægtig fortryllet, men aldrig fyldt med Sang«. Det er altså ikke helt rigtigt. I det foreliggende tilfælde har faktisk kombinationen af druk og erotik affødt et uhyre raffineret digt.
Blandt Ewalds efterladte papirer på det Kongelige Bibilotek er der også en hel del materiale, som viser, at han har siddet og muntret sig med alle mulige slags sprogspil. Forskningen har stort set ikke taget notits deraf, men Vagn Steen har i forskellige af sine publikationer henledt opmærksomheden på det kuriøse indblik, man derigennem kan få i Ewalds digterpersonlighed. Han anskuer med rette Ewald som en forløber for konkretistisk poesi.
Ligesom Bentzen-digtet og Kong Christjan indeholder også Ewalds allersidste digt et akrostikon. Det drejer sig om salmen »Udrust dig, Helt fra Golgotha«. I forbindelse med sin anmeldelse af ovennævnte udgave har Niels Brunse (Politiken 25. april) påvist, at versinitialerne i de tre første strofer danner et anagram af den latinske sætning templum funda, »du skal grundlægge et tempel«. Og jeg selv har i Weekendavisen (11. juni) foreslået, at i det samlede digt (kun de tre første strofer er medtaget i salmebogen) danner forbogstaverne sætningen modo amplum fundet, »hvis bare han grundlægger et stort (værk)«. Templet skal nok forstås som symbol på hele digterværket, forfatterskabet. På lignende måde anvendes ordet for eksempel hos Vergil. De to i hinanden indflettede anagrammer udgør altså dels Guds direkte befaling til digteren, dels Guds forklarende tilføjelse, nydelsen af elskov og vin.
Med den store, majestætiske romance er man ovre i det etiske, nemlig fædrelandskærligheden. Og salmen på dødslejet repræsenterer naturligvis i rendyrket form det religiøse. Ewald var i mange henseender en eksperimentator om en hals. Det er det, der gør ham både så spændende og så besværlig. Også sine tekniske hjælpemidler jonglerer han dristigt med. I det korte digt med dets mystiske »stavefejl« udgør det latinske anagram en forlængelse og præcision af den danske teksts indhold. I romancen lægger han med »stavefejlen« Knod en let ironisk distance til syngespillets hovedperson. Og i salmen er der sket en total adskillelse mellem anagrammet, som relaterer sig til hele hans digterliv, og teksten, der kun vedrører hans allersidste øjeblikke, dødsstunden.

MIN Bendsen naar Englernes Ild
opvarmer og smelter dit Bryst
naar Sandsen og Tanken er vild
og Siælen forgaaer i sin Lyst
Naar Venus giør følelsen Varm
da send fra den snee hvide arm
et smagtende smiil til din Ven
- og Glem ham fortryllet igien
 ---
Kommentar

Rimparret hjerte/smerte er hørt et par gange i tidens løb. Her optræder det på raffineret vis:




Udrust dig, Helt fra Golgotha!

Løft høit dit røde Skiold;

Thi Synd og Skrek — du seer det ja -

Angriber mig med Vold.


Udstræk dit Glavind i din Harm

Mod dem, som trodse dig!

Nedstyrt dem med en vældig Arm

Fra Lyset — og fra mig.


Da skal jeg, sikker ved din Haand,

Ei frygte Døden meer;

Men offre dig min frelste Aand

Paa dens nedbrudte Leer.


O Herre! forund mig Liise og Roe;

Men revser du mig med Smerte,

Da lær mig at taale — at bede — og troe,

Og JESUS opfylde mit Hierte.